lørdag den 7. maj 2016

Open365 - et kig under motorhjelmen


Jeg har foretaget en indledende vurdering af Open365, som er en cloudserver med indbygget webbaseret LibreOffice. Analysen er udarbejdet umiddelbart efter offentlig­gørelsen af Open365. Vurderingen er ikke udtryk for at jeg har foretaget en grundig test af hverken funktionalitet, kvalitet eller sikkerhed.


EyeOS

Firmaet bag Open365 er EyeOS, som er et spansk firma, og er en del af Telefonica-koncernen. EyeOS er specialister i at virtualisere skrivebordsmiljøer (Windows og Linux) ved hjælp af HTML5.

Uklarheder

Open365 er beta-software, og EyeOS’s endelige forretningsmodel er ikke tydelig. Det er ikke tydeligt om den gratis beta-version ( 20.0 GB) fortsætter med at være gratis. Det er heller ikke tydeligt hvornår løsningen forventes at være produktionsklar og hvilke priser den vil blive tilbudt til.
Ifølge hjemmesiden er løsningen open source, men det er ikke lykkedes at finde kildekoden. Ifølge supportsiden vil kildekoden samt en installerbar selfhosting-version blive offentliggjort i løbet af ”et par uger”.
Det er ikke tydeligt under hvilken open source licens Open365 vil blive frigivet under, men for at være kompatible, må licensen være mindst lige så restriktiv som GPLv2 (Seafile).

Løsningen

Open365 består af flere elementer:
  1. En cloud-løsning, hvor filer kan opbevares, organiseres og deles, samt klient­programmer som synkroniserer indhold mellem cloudserveren og en klientmaskine (pc eller mobiltelefon). Disse dele af løsningen håndteres af Seafile.
  2. Online editor (LibreOffice)
  3. En Linux-server
  4. Et KDE skrivebordsmiljø

LibreOffice i Open365

Implementeringen bygger ifølge producenten på LibreOffice Online, det er sandsynligvis ikke den samme implementering, som Collabora har implementeret i OwnCloud, og som betragtes som ”community-versionen”. I steder virker det som om producenten har implementeret en HTML5 virtualisering af LibreOffice desktopversionen vha. af den teknologi de anvender i deres øvrige produkter.
Implementeringen er komplet, hvilket vil sige at LibreOffice i browseren fungerer nøjagtig som LibreOffice 5.1 fungerer på f.eks. en Linux eller Windows-maskine. Det er blandt andet muligt at installere udvidelser og udvikle makroer. I forbindelse med afprøvningen lykkedes det at installere en udvidelse (oxt-fil) med makroer. Det er også muligt at uploade og benytte skabeloner i Open365. Stavekontrol på dansk og andre sprog kan installeres i LibreOffice, omend det er lidt besværligt. Til gengæld findes der pt. ikke dansk brugergrænseflade, men det vil med stor sandsynlighed kunne lade sig gøre at implementere, når vi installerer løsningen på vores egen server.
Implementeringen er ”beta”, hvilket den afprøvede version da også bærer præg af. Open365 har en del småfejl, som må forventes at blive løst i beta-fasen.
  • Dokumenter gemmes ikke som standard det rigtige sted.
  • Det er ikke muligt at benytte danske bogstaver (æ, ø og å) i hverken regneark eller tekstbehandling.
  • Genvejstaster fungerer ikke.
LibreOffice i en browser har desuden den ulempe, at der sker en forsinkelse mellem tastatur og mus, og selve programmet (som jo kører på en server). Derfor kan det virke lidt akavet og besværligt at arbejde med i det daglige. Men det fungerer faktisk ganske godt.
Open365 sporer brugen med Google Analytics, også når man arbejder inde i dokumenter. Dette forhold er betænkeligt idet arbejdet med og i dokumenter må betragtes som en privat sag. Henvendelse til firmaet bag løsningen har ikke givet noget resultat, endsige svar på, hvorfor de sporer brugerne.
Filsync-klienten til Windows bliver identificeret som virus af F-secure. Det er filen Qt5Core.dll, som F-secure ikke kan lide.

Sprog

Foreløbigt findes løsningen kun på engelsk, men det ser ud til at der er oversættelser på vej. Dansk er et lille sprogområde, og det er tvivlsomt om løsningen vil blive oversat til dansk.

Seafile (cloud)

Seafile er en eksisterende open source-løsning til storage og synkronisering. Seafile er open source, og koden kan hentes fra Github. Seafile er oprindeligt etableret i Kina, men firmaet som står bag, har i dag også afdelinger i Tyskland og Frankrig. Løsningens kerne er udviklet i C, og flere dele i Python (Django). Cloud-serveren kan køre på både Windows og Linux. Der følger sågar en mail-konto og en postklient (KMail) med løsningen.


Funktionalitet

Det er muligt at dele dokumenter med andre Open365-brugere, samt afgøre om de skal have læse- og skriveadgang eller kun læseadgang. Adgang kan også give til grupper, som oprettes til formålet. Det er også muligt at dele læseadgang til brugere som ikke bruger Open365, og det foregår ved at dele et link, samt evt. password hvis man vælger det.
Filer og dokumenter gemmes med historik, således at det er muligt at gendanne en tidligere version. Samtidigt er det muligt at se hvem der har rettet et dokument, og hvornår.

Klientprogrammer

Open365 består af flere klient-programmer, herunder til Windows, Mac og Linux (Ubuntu). Klientprogrammet sørger for synkronisering mellem cloud kontoen og den lokale pc, tablet eller telefon. Filer åbnes lokalt med LibreOffice eller andet tilsvarende program.
Tilsvarende Apps til Android og Ios. Eksempelvis er det muligt at synkronisere billeder til Open365 direkte fra kameraet i Android.
Synkroniseringsprogrammerne, herunder også den browserbaserede brugergrænseflade, er en standardløsning fra Seafile.

Opbygning af filstrukturen

Øverste niveau er biblioteker ("Libraries"). Et Library kan krypteres og deles.
Biblioteker, folders (og underfolders) samt enkeltdokumenter kan deles.
Bemærk at filsystemet håndterer alle typer af filer, altså ikke kun LibreOffice-dokumenter.
Seafile består af en række rigtig smarte funktioner, som altså også tilbydes sammen med Open365. F.eks. er det muligt at kryptere dele af indholdet, samt oprette Wiki-sider.

Synkronisering

Synkroniseringsklienter til Linux og Android er afprøvet. Begge fungerer efter hensigten, og de består af en imponerende rigdom af funktionalitet, hvilket primært skyldes at Seafile leverer al grundfunktionalitet "ud af boksen".
Implementeringen i Seafile betyder at løsningen sammenlagt fungerer meget som andre cloud­baserede cloudsystemer, f.eks. Dropbox.

Øvrige forhold

Seafile understøtter integration med AD via LDAP, men det er ikke eksplicit beskrevet at denne mulighed er tilgængelig i Open365.

Konklussion

Open365 er beta (3. maj 2016), hvilket løsningen bærer præg af. Store dele af løsningen bygger på Seafile, som leverer den bagvedliggende infrastruktur med blandt andet funktionalitet til deling og synkronisering. Heri er implementeret LibreOffice vha. EyeOS's eksisterende virtualiserings­teknologi.
Implementering af LibreOffice benytter ikke samme teknologi som den community-version af LibreOffice Online, som Collabora har udviklet.
Open365 virker mere komplet og færdig end tilfældet er med LibreOffice Online Community. Dog er der fortsat en række småfejl, som må forventes at blive løst i forbindelse med beta-fasen.
Open365 er rig på funktionalitet fsva. håndtering af filer og dokumenter, hvilket er resultatet af at løsningen bygger på Seafile. Implementeringen af LibreOffice er på nuværende tidspunkt mangel­fuld, hvilket understreger at der er tale om en beta-version.

Kilder

Open365: https://www.open365.io/
Download klienter: https://open365.io/download.html
Engelsk support: https://support.open365.io/index.php/en/forum/englishsuport
Seafile: https://www.seafile.com/en/home/
Firmaet bag Open365 (EyeOS): http://eyeos.com/en/
KDE: https://www.kde.org
KMail: https://en.wikipedia.org/wiki/Kontact#E-Mail