tirsdag den 14. maj 2013

IT på skoleskemaet


Den seneste tids debat om IT i skolerne har fået mange forskellige interessenter ud af busken. Og jeg vil da ikke undlade at komme med min egen mening om sagen også:

Selvfølgelig skal vi det!

Men lad os lige tøve lidt, for hvad er det vi gerne vil?

Her er mit bud:
De gængse "fag" som f.eks. tekstbehandling, regneark billedbehandling o.s.v. skal indgå som en integreret del af den daglige undervisning. Eleverne i 6-7 klasse kan sagtens begynde at lære lidt om de mere avancerede muligheder i f.eks. tekstbehandling. Det forudsætter blot at lærerne er klædt godt nok på til det. Men det forudsætter også en anden ting, nemlig at læringsmidlerne (bøgerne) indrettes derefter.

Det vil desuden være naturligt at inddrage IT mere i andre fag, f.eks. geografi og biologi. Hvorfor er f.eks. OpenStreetMap ( http://www.osm.org ) og Wikipedia ( http://da.wikipedia.org ) ikke kommet på skoleskemaet endnu? Altså ikke kun det at bruge det, men også at bidrage med input?

Men allerede fra de små klasser bør der være konkrete fag, som tager fat på emner som privatliv, netikette (opførsel), rettigheder. Desuden de lidt mere tekniske kundskaber som f.eks. backup og brug af USB-lagring (sikker fjernesle af hardware o.s.v.).

Det kan ske allerede fra det tidspunkt, hvor eleverne begynder at medbrung mobiltelefoner, hvilket er omkring 1. klasse.

Programmering?
Ja selvfølgelig også programmering. IT er ikke længere et selvstændigt "fag", men en integreret del af dagligdagen. Programmering skal ses som en grundlæggende egenskab på linje med dansk og regning. Ikke at jeg tror at alle fremover kommer til at leve af programmering, men fordi programmering indeholder så mange discipliner fra dagligdagen, at det er "almen viden". Funktionel programmering, sortering, billedkomprimering, CSS-formatering og XML. Alt sammen ting som hver i sær ikke (kun) har noget med programmering at gøre, men som i den rette sammensætning er med til at gøre en programmør. Det er konkrete kompetencer som vil klæde de unge mennesker bedre på, også som fremtidige brugere og kravstillere af IT-systemer.

Der findes i øvrigt masser af open source projekter, som er målrettet mod børn (og andre nybegyndere). LibreOffice har indbygget et lille skilpadde-program, hvor det er muligt at lave ganske avancerede "systemer". Det kan være en god indgangsvinkel til f.eks. programmering i Python (syntaksen ligner). Men der er også andre spændende ideer, f.eks. Scratch ( http://scratch.mit.edu/ ) som er et programmeringsværktøj netop til børn. I de lidt større klasser kan man sagtens begynde at programmere makroer i f.eks. LibreOffice eller Word.

Men jeg synes da som udgangspunkt at det skal være open source ;-)

Næste skridt?
Det vi mangler er et læringsmål - eller en såkaldt syllabus. Simpelthen en plan for, hvad vi ønsker at opnå med det!

Henvisninger:
Danske skoleelever skal lære at programmere : http://politiken.dk/debat/profiler/larsgrarup/ECE1969233
IT som obligatorisk fag i gymnasiet nu!: http://itek.di.dk/Nyhederogpresse/ugenskommentar/Pages/ITsomobligatoriskfagigymnasietnu!.aspx
Selvfed nørd-idé: Programmering i skolen?: http://www.computerworld.dk/blog/bagsiden/226633